24 Timer Ved Havet i 2025 var mit andet besøg hos løbet i Sæby. Det fedeste løb, jeg deltog i i 2024, og derfor var jeg en af de første tilmeldte til årets version.
24 Timer Ved Havet og stafet for familien
Sjældent har jeg været så spændt her to dage før starten går lørdag 31. maj 2025 i Sæby. Jeg har glædet mig til årets udgave af 24 Timer Ved Havet siden sidste år.
Da var ultraløb helt nyt for mig, og de 102 km jeg nåede på 19 timer dengang, var pænt længere end min hidtidige #PR, hvor jeg max havde løbet 27 kilometer. Ikke engang et marathon havde jeg prøvet kræfter med, så det var fedt at ramme målet om de 100 km på 24 timer.
24 Timer – Målet sat over de 107 km
Tre løb af over 100 km i 2024 og lidt ekstra 50-km løb såsom Skanderborg Ultra (min nuværende rekord for 24 timer på 107 km) Bygholm Sø, Fur Ultra Trail og løbet med Stine Rex, hvor jeg fik løbet 100 km på under 15 timer i august 2024 har alle givet lidt mere hår på brystet i forhold til sidste år.
Derfor har målsætningen været et godt stykke over de 100 for Sæby 2025. Gerne 150 men har døjet med hofter mm på det seneste, så er indstillet på, det nok bliver mindre. Men jeg er max klar til at give alt. For hvad skulle jeg ellers. Så må det briste eller bære.
Lige nu ser jeg dart – Luke Littler mod Luke Humpfries i Premier League-finalen 2025, og bagefter vil jeg så småt traske til køjs. Simba får lov at komme i pension i år, så familien kan hygge sig med stafetløb i de 24 timer. Det skal nok blive godt.
Ankomst, sommerhus og hygge
Kroppen sitrer allerede nu, hvor vi er kommet til hytten, nervøsiteten viser sig, men vi prøver at slappe af. Sussi får prygl i Azul (eller var det omvendt?) og vi har tanket godt op med bland-selv slik hos Hedebo Strang Camping, hvor vi også var sidste år med Tine og Ronni.
Vi har hilst på Ronni på pladsen, der i år sover i telt nær startområdet. Her har vi også slået et 4-mands telt op, skulle jeg få brug for at nappe en lur.
Vi får købt ind, og jeg stresset allerede lidt over ikke at have blandet energidrikken endnu (sorry Sussi), men forsøger at være en ok kæreste/far og med pizza og andet fra Highway 69 tegner det til en ok aften i familiens skød i hytten efter en strandtur med Sussi.
Vi ser et eller andet quiz-program med Lars Hjortshøj i TV, og det er egentlig sjovt nok, hvorefter jeg napper mig en halv Carlsberg – perfekt optakt – bortset fra jeg har glemt at lave en strategi for mit ræs, så jeg nedfælder lidt matematiske udregninger over fart og antal km. Det må briste eller bære og vi hopper i seng omkring midnat.
Klar Parat Start
Starten nærmer sig og vi får os indrettet i depot-teltet med al vores grej. Ronni har gemt en plads til mig i midten, og familien dækker op på et bord i venstre side – der er masser plads. Vejret er skønt og stemningen er i top.
Jeg fik lagt meget mere fornuftigt ud sammenlignet med de fleste løb, jeg tidligere har deltaget i. Efter råd fra Jesper Kenn Olsen om at spare mig indtil 5 AM, forsøgte jeg at holde igen. Det lykkedes også nogenlunde, selvom det var svært at se placeringen svinge omkring nr. 20-30 i det samlede billede for de 84 tilmeldte i den åbne kategori.
I øvrigt havde jeg nogle uger inden start valgt igen at gå “ned” i den åbne kategori, da jeg ikke mener jeg har noget at gøre i DM-kategorien. Endnu.
Hofteproblemer – reddet af Sussi
Jeg løb meget stabile omgangstider, men allerede 4 timer inde, havde jeg voldsomt ondt i hofterne. Derfor tog jeg lidt ekstra tid i depotet og kom ned at sidde lidt indimellem.
Sussi fik mig til at lave stræk-øvelser på det medbragte tæppe, og det løsnede lidt. Men da dagen var så ung, frygtede jeg meget for, om jeg kunne gennemføre. Det mentale pressede max og jeg måtte virkelig bide mig selv i tungen for ikke at tude.
Positivt var det dog, at jeg formåede at holde pauserne på et minimal – de længste runder var omkring 25-30 minutter inkl. de 1.985 meter rundt på banen, så der var bestemt håb endnu. Og øvelserne Sussi anbefalede hjalp mere og mere – så jeg skulle videre.
Måske havde den voksne beslutning været at trække mig – men jeg havde blod på tanden og Ronni Andersen ved min side, der også var positiv og mente jeg skulle fortsætte.
Fremgang – og fremad
Omkring midnat var jeg sølle. Meget. Men familien støttede og Ronni mente jeg så godt ud og skulle fortsætte. Havde jeg ikke haft dem, havde jeg helt sikkert sat mig til at tude. Der stod 78 km på uret.
Og klokken 00:37 ringede Tine simpelthen med en masse pep-talk og gode ord min vej. En skøn overraskelse midt i mine lidelser så TAK TINE!
Og jeg kom videre, og det gik fremad.
Placeringen var så småt begyndt at kravle en anelse opad, og det gav også blod på tanden – selvom det kun var fra de 20-30 stykker op at ligge mere stabilt omkring nummer 20 i det samlede billede.
Det tog dog nogle gevaldige ryk kort efter midnat, og jeg lå nu omkring 12. pladsen – så måske var jeg ikke helt håbløs.
Og det gik bedre, selvom jeg ikke var helt så hurtig mere. Jeg havde valgt tidligere på aftenen at tage musik i ørerne. Langt før end jeg plejer ved løb, da jeg virkelig holder af at være i egne tanker. Men det hjalp meget at høre Rage Against The Machine, Mumle og andet godt.
Tankerne om ny #PR på fx 111.11 km var også poppet frem igen og var ikke længere usandsynlig. Klokken 3 om natten var der tilbagelagt 94 km og jeg havde de sidste 3 timer formået at holde niveauet fra de forrige 3 timer, så det var positivt.
Camilla pressede dog stadig voldsomt på. Havde løbet om kap med hende og Lærke i 2024, og håbet var stadig i live omkring at komme sejrsrig ud af dette års forsøg – selvom jeg havde mange bange anelser. Vi led bogstaveligt talt sammen i sporet.
Hyggeligt Lærke kiggede forbi også og gav lidt mentale boosts, nu hun ikke kunne være med på alle 24 timer i år.
Solopgang – favorittidspunkt ved ultraløb
Natten var ok mht løb, men meget fugtig. Det stod ind over havet med havgus, der gjorde det hårdt for lungerne at følge med, og vi var vist flere der led pænt meget i sporet.
Men med alt skidt følger ofte noget godt – og jeg elsker tidspunktet omkring solopgang, specielt ved 24 Timer Ved Havet DM i Sæby. Det er simpelthen så fedt at løbe, mens solen langsomt og dovent rejser sig fra det store hav og smiler til os lidende løbere.
Igen klokken 6 havde jeg formået at holde et nogenlunde stabilt pace set over de sidste 3 timer og uret sagde 112 kilometer tilbagelagt.
Sulten for at vinde væddemålet over Camilla blev ikke mindre som timerne gik, og alle sejl blev sat ind på at jagte så mange km muligt, at jeg ikke rigtig huskede at fejre det, da jeg havde passeret min hidtidige rekord på 107 et sted omkring kl 5.
Men det går nok – jeg nød virkelig morgenens stilhed, fuglenes sang og happy-go-lucky musik i ørerne.
Slutspurt i slowmotion
De sidste timer af dette års 24 timer ved havet var nærmest en slutspurt i slowmotion. For Camilla gav mig i den grad kamp til stregen, og vi kæmpede derfor til sidste km.
Det var vist ikke rigtig længere løb for mit vedkommende, men formåede at holde kæden relativt stramt i hurtig gang de sidste timer uden de helt store pauser.
Jeg havde det over alt forventning faktisk ret godt, og var super stolt over resultatet. Nok godt ingen var nær mig, da jeg på en af de sidste runder måtte sætte følelserne fri og lod tårerne trille. Så slemt jeg gav et lille hulk, før jeg hankede op i mig selv – der nærmere sig løbere bagfra – hvem ellers end Emil og Katja 🙂
To kæmpe stjerner, der nappede hver deres guldmedalje og DM-mesterskab. Stort tillykke.
Og stort tillykke til alle andre deltagere. Tak for snakkene til alle fra sporet. Tak for kampen Camilla – uden dig, var jeg ikke kommet nær dette.
Tak Ronni, Tine, Frida, Magnus og Sussi.
