Bygholm Sø Ultra skulle prøves – Skovrunning havde budt op til dans 1. februar 2025, og målet var sat på de 52 km rundt om søen.
7 gange rundt – men mit mål var at slå min 50 km-rekord på knap 6 timer. Tiden var indstillet på 5:30 timer, så måtte det briste eller bære.
“Selvfølgelig” kunne jeg ikke lade være med at drømme alt for stort – her bevist med plan om at løbe de 50k under 5 timer.

Bygholm Sø – skønne omgivelser i en skov – med Skovrunning
Dagene inden løbet var præget af de sædvanlige sommerfugle, og Sussi’s pizza aftenen før (note: spis ikke en hel dagen før)
Havde døjet med forkølelse og en virkelig belastende form for susen i mine ører i ugen op til, så var begyndt at tvivle på om rekorden kunne komme i hus.
Det var et skønt område starten skulle stå i, tæt ved søren og i en skov, hvor jeg tilmed kunne parkere 20 meter fra startstregen og depotet, så alt spillede egentlig om morgenen, hvor startskuddet lød kl 9.00.
Rigtig god start
Trods dårlig søvn og Simba, der vækkede mig 5:30, følte jeg mig klar til løbet. Ikke 100% på toppen, men jeg gik ind til det med en genfunden tro på at det hele nok skulle gå.
I bilen på vej derned skrev jeg tilmed: “I CAN DO THIS SHIT” i min notesbog. Solen ville stikke sit længe savnede ansigt frem. What’s not to like.
Det blev en rigtig god start – jeg lå fornuftigt fremme, og forsøgte at holde lidt igen, for jeg er 100% klar over, at jeg oftest løber for hurtigt. Jeg følte mig dog i kontrol, da vi først kom afsted.
Og sikke en rute, skøn skov, ikke meget trafik og så med udsigt over søen næsten hele ruten – magnificent.
Av for helvede
Første halvdel af løbet gik virkelig godt. Jeg formåede at holde den tiltænkte pace, samtidig med jeg føler, jeg fik holdt en anelse igen.
For min historik ved andre løb, som fx Sæby 2024 eller Skanderborg Ultra 2024, har lært mig, at jeg er slem til at lægge for hårdt ud.
Det var derfor yderst tilfredsstillende at ramme 25 kilometer efter knap 2,5 time. Og på dette tidspunkt, må jeg nok ærligt indrømme, at de 5 timer kom helt op på lystavlen, og jeg savlede over udsynet til at kunne nå det.

Jeg blev dog hurtig pillet ned fra min pedestal, og ved ca 28 km inde, fik jeg enormt ondt i benene. Ikke knæ eller andet – men hele knæet, fra hofterne og hele vejen ned.
Bygholm Sø Ultra var ved at ende, før det rigtig var spændende.
Det gjorde så ondt, jeg jeg var grædefærdig, og faktisk overvejede at måtte trække DNF-kortet. Rådvild forsøgte jeg at komme i gang igen, men hver gang kunne jeg max løbe 100 meter, før det var så ulideligt, jeg næsten måtte stoppe op.
Hjulpet af en skør tanke
Midt i mit smertehelvede fik jeg en ide om at tage mine uld-sokker og long johns af. Så næste pit-stop i depotet røg det, hvorefter jeg satte i løb i sko uden strømper og “kun” et par lange løbebukser.
Dét hjalp en anelse, og løsnede lidt i bentøjet. Sikke en lettelse.
Så selvom jeg stadig måtte kæmpe med forkølelse, hovedpine og smerter i benene, fik jeg kæmpet mig op på de 50 km på 5:26:17.
Altså 3 minutter bedre end målet om 5:30. De 5 timer må lade vente på sig, men en tåre røg fra øjenkrogen, da jeg nåede målet. Sikke en lettelse.
Bygholm Sø – og Anton Skov – tusind tak for et fantastisk løb.

Tak for at presse mig LANGT ud, så jeg er denne erfaring rigere, når jeg til sommer skal forsøge at ramme 150 km på 24 timer i Sæby.
Disse løbserfaringer, tror jeg kommer mig til gode på et eller andet tidspunkt. Og ja, turen hjem gik da lige forbi McDonald’s.
Og så tilmed en weekend, hvor min kollega Lars Brix blev 3 x Danmarksmester i hhv. 400, 1500 og 3000 meter indendørs.
