Da ParadiseTrail gav udsigt til at blive “TrailChamp”, som Craft og Eventyrsport så smukt skriver på startnummeret, havde jeg fået fingre i en billet til årets løb med start ved Fort Østerlund i Virklund.
Faktisk havde jeg vundet et startnummer til Ronni, samt en lækker jakke fra Craft gennem David Stoltenborg, da han løb på løbebånd i Nørresundby – jeg kom tættest på at gætte hans antal km. Et gæt der udelukkende var sat lavt, så jeg måske var alene om det.
Desværre fik han som bekendt problemer og kom dermed ikke op på målet. Ikke den måde man ønsker at vinde en jakke – men nu det skulle være, så er den mega fed.
Og da Ronni var tilmeldt sagde jeg hurtigt ja, da Lisa Schiønning gennem SMT Silkeborg tilbød mig hendes startnummer for en stor pose blandet slik til hendes unger.
God nat – klar til ParadiseTrail
Som noget nyt, gik jeg i seng før kl 22 fredag aften. En virkelig hård uge ovenpå Trompetens udmeldinger om told, gengældelsestold fra Kina og alt muligt andet, havde sat fut under de finansielle markeder, og vi havde haft den travleste uge nogensinde på råvarebordet i Jyske Bank.
Så jeg var træt og kunne ikke holde mig vågen til at se Mugge og Vejfesten med resten af familien.
Til gengæld vågnede jeg lørdag med et “bodybattery” på 100 ifølge mit Garmin Instinct 2 – til sammenligning var denne 41, da jeg vågnede på Fur og skulle løbe Fur Ultra 2025. Så med 100 må der være lidt ekstra i benene til ParadiseTrail, der så også lige er 29 km kortere – hvis jeg da ikke løber forkert igen igen.
Fint arrangement – for lidt depot
Ronni hentede mig kl 10 og allerede ved ankomst så man, at det var et professionelt setup Eventyrsport og Craft havde lagt for dagen. Men – vil dog sige vi manglede slik og chips i et depot.
Faktisk måtte vi ikke tage en proteinbar inden løbet og der var kun et par dunke med drikkelse – ikke det man forventede. Især ikke når der til de fleste cannonballs, som fx Brabrand Sø Halvmarathon eller ved BMI’s skønne Pizzarun er lækker forplejning med sodavand, kakao, slik, chips og alt muligt andet.
Anyways – vi blev sendt godt afsted, og jeg gav den som sædvanlig gas fra start. Benene var sultne og jeg havde en ok følelse.
Det gik over stok og sten og med massive nedølb, hvor jeg virkelig gav den alt den kunne holde, var jeg godt løbende de første 10 kilommeter.
Jeg havde dog mistet synet af Ronni og forsøgte derfor at indhente ham. Men efter 3 kilometers hård forfølgelsesløb, genovervejede jeg og satte tempoet gevaldigt ned. Benene var tunge og sindet var mørkt som satan.
Negative tanker om mine smerter i hoften, der ledte til negative tanker om jeg overhovedet kan noget, når jeg kommer til Sæby og videre til, om jeg er sindsyg at have tilmeldt mig de 48 timer i Skanderborg til oktober.
ParadiseTrail blev Trail i Helvede
Med tunge ben forsøgte jeg at komme i sving igen, og det kom jeg også. Men først sådan rigtigt, da Ronni pludselig dukkede op bagfra – det viste sig, at han havde forsøgt at vente på mig – mens jeg havde jagtet ham.
Så vi havde begge taget fejl af retningen på den anden. Heldigt for mig, gav Ronni den langt fra gas, så er glad for han fik mig slæbt igennem de sidste kilometer, før vi kom ind og endelig måtte nappe en af de lækre protein-bars og den medbragte øl og sodavand.
Alt i alt en meget splittet dag for mit vedkommende. Smuk tur, skønne mennesker, men er skuffet over præstationen og at jeg havde så svært ved at komme ud af de negative tanker.
Men jeg var nok igen gået for naivt ind til løbet – noget jeg nu kan bruge til at forberede mig endnu bedre til både Sæby og Skanderborg 2025.
