Jeg har længe haft kikkerten rettet mod diverse backyard-løb, da formatet ser spændende ud. Og jeg var faktisk tilmeldt Hasle Bakker Backyard i 2024, men måtte afgive billetten.
Derfor var det med sommerfugle i mavsen, at jeg stillede til start i Hasle Bakker Backyard 2025-udgaven. Vel vidende, at det blot var en uge efter Fur Ultra.
Smukt vejr med løgnagtigt Garmin
Yndlingsskoene var fundet frem, da dagen bød på solrigt vejr, og det var med plan om at løbe 4 runder a de 6,7 kilometer hver runde i et backyard byder på. Ikke for meget, men heller ikke for lidt, så kort tid efter de tæsk jeg fik på Fur.
Jeg gav den en over nakken den første runde, hvor jeg forsøgte at følge med Morten, men det var fuldstændig umuligt – manden løb omkring 30 minutter i alle de 10 runder, han gennemførte!
Det blev dog allerede efter den første runde klar, at Garmin-kortet jeg så sirligt havde fundet frem dagen før, havde løget noget så gevaldigt omkring antal højdemeter – for mens jeg gik ind i løbet med tanker på 55 per runde, viste virkeligheden sig at være omkring 110 højdemeter.
Derfor mærkede jeg allerede efter de første par runder, at jeg måtte sætte tempoet ned – og faktisk kom psyken allerede på arbejde her, da benene hurtigt blev mærket af en måske manglende restitution.
Omvendt var det perfekt med et skønt depot efter hver 6,7 kilometer. Et format, jeg tror passer ret godt til mig, da jeg på denne måde ikke kan køre mig helt i hegnet, før fornuften indhenter mig og jeg får sat tempoet ned.
Jeg har aldrig været god til at sænke farten, selv i de lange løb – noget der SKAL lykkes, hvis målet til mit 24- og 48-timers løb i 2025 skal nås.
5 runder backyard var nok for denne gang
Spiralen på runden var virkelig fed – en ordentlig bakke, hvor man løb op og ned i en form for spiral på den ene side. Masser højdemeter der, og jeg kunne kun holde til at løbe op de første to runder.
På anden runde mærkede jeg pulsen, der meget af tiden lå på over 180, så der var allerede her klare tegn på at jeg snart skulle sætte tempoet ned, hvis jeg ikke ville smadre kroppen unødigt.
Så med 5 runder i benene, ømme stænger og værkende hofter, valgte jeg at trække stikket – selvom hovedet gerne ville mere.
Et fedt og hyggeligt løb, med perfekt base i den hyggelige spejderhytte i skoven, hvor solen skinnede og gjorde dagen endnu bedre.
Der var god hyggesnak blandt både deltagere og de medrejsende familiemedlemmer, børn og andre barnlige sjæle.
Skulle jeg bede om en enkelt forbedring, så er jeg fan af metal om halsen – men med mit første spejdermærke i lommen, tog jeg alligevel glad hjem.
Noter til fremtidige backyards
Jeg tror tiden i depotet bliver nødden, der skal knækkes til lange backyards, for med pauserne, kan psyken rigtig få fat og spille ind med tvivl, frygt og al sin væsen.
Og så skal jeg igen have min vinterbadekåbe med som i dag, men derudover et rigtig godt tæppe til benene og til at ligge på, når stængerne lige skal op ad en mur eller lignende.
Måske noget zen-musik til ørerne i nogle pauser eller en god podcast kunne gøre en positiv forskel også, så psyken ikke får overtaget – det må fremtiden vise. Tror godt 2026 kan blive året, hvor jeg fx skal forsøge mig med Wayout Backyard eller måske Run O’Clock Backyard Ultra.
