Fur Ultra 2025 fik mig til at tænke – „aldrig mere trail‟, endnu før jeg var inde efter første runde af de hårde 50 km på Fur – en ø der hele mit liv har været et dejligt åndehul.
Først da min onkel arbejdede på en gård og jeg indimellem var på besøg – de havde nemlig pool. Senere med unge kammerater, hvor vi lige havde taget hul på livet som voksne med kørekort, drukture og generel mandehørm.
Så det var med en stor glæde Ronni og jeg satte kursen mod Fur dagen før årets Ultra Trail på øen.
D-2
Nerverne begyndte allerede torsdag – nærmere gode sommerfugle.
Fint vejr i udsigterne – op til 10 grader, ikke hel grel vejr og sol.
Vil give den fuld smadder, selvom jeg er usikker på formen pga lidt problemer med stængerne – men sådan er det vel altid for en løber.
Det føles faktisk som når jeg skal til 24-timers løb. På en god måde.
Har pakket og tager fri kl 12 fredag, så vi kan komme afsted tidligt.
D-1
Fik rigtig dårlig søvn. Jeg havde forsøgt at spise sukker dagen før i håbet om at carb-loade lidt – men note til mig selv fremover: Lad være – det smadrer simpelthen mere end det gavner.
Solen skinner og jeg vælger at tage de positive briller på. Når Jesper Kenn Olsen kunne løbe jorden rundt – 2 gange! – så kan jeg jo også løbet et par runder på Fur.
Naivitet og trail = dårlig kombi
Jeg havde tilmeldt mig som den første, og stillede derfor op med startnummer 5000 – fyldt med gåpåmod og tro på sagerne.
Ronni og jeg havde tjekket højdemeter, og der var kun omkring 700 ifølge arrangørerne. Så det lignede jo vores vante træningsture rundt på bakkerne ved Sorring, og troen på egne evner var derfor skyhøje.
At vi måske skulle have nærstuderet et kort og eventuelt kigget lidt mere på det, var ikke en tanke, der strejfede os det mindste. Naivt?
Det skulle vise sig at være en KÆMPE fejl.
Det er bare noget vi leger
Vi tog til øen dagen før løbet og sov hos nogle bekendte – perfekt opstart med et par spil Azul, tur på Fur Kro og så boede der tilmed køer og en virkelig sød hun på gården, og så var min dag reddet 🙂
Jeg sov dog elendig pga en træls besked om aftenen og at det var relativt lyst i rummet – så Garmin-uret foreslog dagens motion til at bestå af 31 minutter i pace 7:30 😀
Vi ankom omkring til Fur Ultra en halv times penge inden starten og fik hilst på løbebekendtskaber – jeg i form af Ulla Riehn og Daniel Broholm – et af mine store idoler indenfor trail-løb.
Egentlig var planen, at jeg ville starte ud i et tempo med måde – men startnummeret var på shortsene, solen skinnede og jeg spænede afsted som en ko, der blev lukket på græs. As usual.
„Det er bare noget vi leger‟ var ordene vi fra race-director vi blev sendt afsted med, og humøret var ikke til at skyde igennem – det skulle nok blive en PR…
Overskud vendt til en febrilsk flugt fra helvede
De første mange km gik virkelig godt, jeg løb i et for mig højt tempo, men det føltes godt, løbet var fedt sat op og der var bare god stemning blandt os løbere.
Det ændrede sig dog relativt brat, da vi efter omkring 12 km ramte stranden. For vi havde da godt set vi skulle på stranden – men havde lagt fra taget højde for de mange sten, løs sand og generelt bare ufremkommelighed.
Ulla havde lige nået at varsko os kort inden løbet om at der i alt ventede 12 km i dette løbehelvede, men alligevel tænkte jeg, at det da ikke kunne være så slemt.
Men det kunne det.
For da Færker Odde blev nået fra sydsiden af Fur, gik turen den anden vej. Og ikke bare et par km men vel omkring 5 kilometer. Det var ulideligt, og flere gange tænkte jeg at – ah, det er nok lige derhenne, vi skal ledes væk fra stranden.
Men nej. Det var blot tilskuere. Og da vi løb omkring en meget høj molervæg, var der til min rædsel stadig et par km tilbage af stranden. Tempoet blev dog holdt højt – omkring 7 minutter per km trods første gang med løb på sådant underlag.
Blot for at finde ud af, at da vi endelig slap for stranden, var resten af turen rundt lige så hård. Det første jeg mødte var en høj og meget stejl lang trappe, og derefter gik det op og ned over stok og sten. Lige så snart jeg fandt et ok løbe-tempo, ramte den næste dødsbakke og jeg måtte i gåtempo igen.
Eller når jeg endelige kunne løbe lidt ned af bakke, ramte ufremkommelig skov og krat.
Jeg forbandede det langt væk på dette punkt de sidste 7-8 km af den 25 km lange runde, vi skulle igennem to gange. Havde mentale kampe med mig selv om at stoppe eller ej efter første runde. Tænkte „aldrig mere trail‟.
For min hofte gjorde ondt, og mine ben var allerede fuldstændig smadrede af den vilde rute. Jeg var vel i et stadie af max piv-kanin.
„Et stop betyder bare det er lettere at gøre det samme til Sæby‟
TAK Daniel Broholm – han indhentede mig efter 22 km, og vi fulgtes et par hundrede meter før jeg kun kunne se hans fodsåler. Men alligevel fik han sat sit præg på mit løb, for jeg argumenterede for, at jeg nok ville stoppe efter de første 25 km.
Men da Daniel mente, at det så bare ville blive lettere for mig at gøre det samme ved fx Sæby, tog fanden ved mig, og jeg ville fortsætte de 50 km hjem. Koste hvad det ville.
Prisen blev høj – men her kl. 23 aftenen efter løbet, er jeg Daniel taknemmelig.
For jeg fortsatte, gennemførte – og endnu vigtigere, jeg fik bevist for mig selv, at jeg kunne klare et ultra trail-løb.
Fur Ultra Trail 2025 blev mit første ultra på en trail-rute. Og hvilket et af slagsen. Er faktisk stolt af det, da Ronni selv mente det var det hårdeste løb, han nogensinde havde løbet, og at det nok svarede til 100 km på flad rute. Og når sluttiden så endte på lige under 7 timer, er det dæleme godkendt – når målet ved Sæby ligger på 150.
Pitstop og så afsted
Efter første runde hyggede jeg lidt med Harboe Cola og snacks i målområdet. Jeg var kommet ind efter 2 timer og 50 – en fantomtid for mit vedkommende, og med den enormt krævende rute, var jeg ovenud tilfreds.
Pausen blev hele 10 minutter, og jeg nappede 5 minutter ekstra, da jeg 1 km efter start på anden runde mødte en virkelig sød hund, som jeg fik lov at snakke med – skøn start på de sidste 25 km.
Av for helvede x 2
Anden gang jeg ramte stranden gjorde det virkelig ondt overalt i kroppen. Jeg havde sat tempoet gevaldigt ned, og havde omskrevet målet til at nå ind imellem 5:30 og 6 timer.
Og det gik egentlig ok, stranden var „lettere‟ anden gang – måske fordi så mange løbere havde trådt sandet ned – måske fordi jeg vidste, hvad der ventede mig.
Jeg løb og tog skiftevis føring med et par stykker andre og vi fik lidt god løbe-snak.
Pludselig var jeg dog kommet lidt mere foran, og ramte her en pain-cave. Så jeg gik helt ind i sindet for at styre tanker om at stoppe, eller at jeg skulle komme til skade.
Jeg var i en eller anden tilstand af zen, hvor jeg ikke lod mærke til andet end tankerne, der fløj rundt.
De indhentede mig dog lige som jeg havde sat tempoet op fordi jeg snart ville ramme marathon-distancen, og jeg blev så forskrækket over at høre dem lige bag mig igen, at jeg snublede over en sten og faldt pladaskt på stranden.
Jeg fik dem sendt videre med besked om jeg var ok, men min storetå havde fået knubs og kroppen gjorde nu endnu mere ondt, da jeg på dette tidspunkt havde det pænt kold i forårsvinden på Nordsiden. En kold krop, der fik sådan et „chok‟, var ikke lige min kop the – det i de der breve du ved – men fik mig kæmpet i gang igen.
„Det er jo bare noget vi leger‟ ramte mig dog, da jeg kom op ad den modbydeligt stejle trappe for anden gang – for det gjorde ondt i min arm nu, når jeg løb, og de 6 timer var mere og mere urealistiske.
Målet blev fejet væk – jeg skulle bare gennemføre, så jeg i det mindste kunne sætte V ved at have gennemført et Ultra Trail.
En ulykke rammer sjældent alene
Jeg fik mig slæbt så småt i gang igen, forsøgte at sende piv-kaninen til Mors, men var noget ramt i kroppen af de knubs, jeg havde fået.
Det skulle sateme være løgn, og jeg satte tempoet lidt i vejret, efter jeg havde passeret en trappe – og lige her var der så et drej på ruten.
Som jeg overså!
Hvordan ved jeg simpelthen ikke – men det resulterede i, at jeg måtte runde campingpladsen på Fur, hvilket lige gav ekstra 1,5 kilometer til de i forvejen smertende ben og et hoved der eksploderede af negative tanker.
Ikke så fedt, når mit løbetempo vel lå omkring pace 9 og gåtempo omkring pace 12 på dette tidspunkt. Så det var virkelig et slid at kæmpe mig igennem de sidste 3-5 kilometer, før jeg kunne ane målstregen.
Efter 6:57 minuttter, kunne jeg skimte de 7 timer i horisonten og jeg fik mig kæmpet op til at „spæne‟ de sidste par hundrede meter, så jeg lige præcis kom under 7 timer.
Et VIRKELIG skuffende resultat, men jeg bliver glad for gennemførelsen senere.
Efter mål ventede hele crewet, der gav god karma og sørgede for jeg fik madbilleter og noget at drikke.
Jeg fik fundet Ronni, der var i et gevaldigt humør efter 6 bajere fra det lokale Fur Bryghus, og efter lidt hygge og en masse sukkerindtag for mit vedkommende, kunne vi vende næsen mod Toustrup Stationsby, hvor fruerne af husene ventede med tortillas og et par spil.
Tak for en FANTASTISK weekend – noget vi snart må gøre igen.
Med Østkyst Hustlers på radioen hele turen i bil, havde vi en hyggelig tur – og her søndag formiddag, er skuffelsen en anelse mindre, selvom de 7 timer stadig gør ondt. Det gør benene i øvrigt også.
Så længe jeg er håbløs, så er der håb endnu!
