Så blev det tid til en opdatering fra årets Skanderborg Ultra. Jeg deltog for første gang på deres 24-timers ultra – rundeløb a’ 1 km.
Tosset? Ja sgu – men fedt, det blev det. Læs med, hvis du tør…
Målet var at slå mine 106,2 km fra 24 Timer Ved Havet 2024.
Havde på sin vis allerede vundet Skanderborg Ultra før start
Allerede før starten gik fik jeg på vej ud af døren denne fine tegning af Frida, og jeg tror den endte med at fungere som lovlig doping gennem mit løb.
Under alle omstændigheder, var det guld værd at kigge på den indimellem gennem de mange timers strabadser med en rute, der efter de første km virkede ligetil og nem.
Noget jeg skulle lære meget mere om.
Planen om langsom start fulgt denne gang
Starten til Skanderborg Ultra 2024 gik kl. 12.00 lørdag 19. oktober. Et løb jeg havde tilmeldt mig lidt sent, og egentlig stillede op i med større risiko end normalt, da jeg under løbet i Aabybro i august havde pådraget mig en fiber.
Den havde dog opført sig bedre og bedre op til Skanderborg, så den skulle have et skud.
Og min plan om at lægge langsomt ud, fik jeg denne gang rent faktisk ført ud i livet.
For med erfaring fra de fleste af mine tidligere løb – lange som korte – har været, at jeg starter alt for optimistisk.
Så det gik fornuftigt i et pace omkring 7:30-8 de første 20 kilometer.
Jeg havde haft en god optakt, med fin søvn og nogle rolige dage til at pakke alt grej (havde pakket alt for meget, men sådan er det nok bare).
Mentale kriser og mavestop
Efter den første halve Marathon, begynder de første mentale kampe at vise sig. For filan der er langt op til de omkring 100 km.
Er det egentlig ikke dumt at fortsætte med en ben, der lige har haft en fiber?
Jeg døjer også med maven, men denne gang stik modsat af problemet ved ultraløbet i Ulstrup tidligere på året.
Det kører op og ned psykisk. De næste omkring 20 km går med mentale kampe, hvor humøret hos mange af de andre løbere holder mig i ilden.
Det er så mega fedt at deltage i disse løb, hvor man bare kan fornemme den gode og hyggelige stemning rundt i sporet.
Jeg vil allerede her sende en KÆMPE tak til samtlige andre løbere og ikke mindst det fantastiske crew, ledelse og andre i og omkring Skanderborg Ultra. Hold op hvor var det en fed oplevelse.
Jeg får facetimet med familien, da jeg rammer de 40 km – jeg har sådanne små delmål, som jeg kan se frem til i disse ultraløb, og det fungerer ret godt.
Jeg ville gerne nævne alle jer, jeg er dybt taknemmelige overfor.
VH Mogens
Jeres hjælp og støtte fik mig igennem Skanderborg Ultra 2024.
Jeg kender ikke navnet på alle, så bare: TAK!
Giga-krise og tape-Gudinden
Omkring 48 kilometer inde i løbet, har jeg en gigantisk fysisk krise.
Mit højre ben smerter ufatteligt meget, men det er ikke fiberen, der er sprunget op igen.
Jeg får hjælp fra en fys, der efter flere forsøg med noget tape-halløj må give op og derfor bruge sportstape. Så bliver bundet ind omkring højre knæ, da det er den jeg på en eller anden måde har overanstrengt eller noget.
Måske fordi jeg forsøger at kompensere for fiberen og dermed løber en anelse forkert.
Eller også er det bare “dødsbakken”, der har indhentet mig.
Den bakke, der tidligere i løbet gav en følelse af “nøj hvor fed en bakke, den giver da lige lidt ekstra fart, hvor er det fedt”.
Men som nu mere er “hold da kæft, en psykobakke, der da kun er til for at smadre bentøjet på os stakkels løbere – hvad bilder de løbsarrangører sig ind?”.
Trods sine meget få meter, er bakken efter asfalt-stykket virkelig hård. Noget jeg gerne ville have vidst inden løbet – og som nok er medvirkende til, at jeg må retur i 2025 for at få hævn over den.
Efter nogle runder kom Tape-Gudinden dog til redning og fik lagt en endnu bedre gang sportstape – der tilmed kunne støtte foden, da jeg havde problemer med at løfte foden i løb.
Skørt man kan få kroppen til at fortsætte, men det hjalp og nogle km efter, var det nogenlunde at løbe. Ikke godt. Men ok.
Nær DNF, Runners high og fornyet sult
Det går op og ned nogle runder, men pludselig sidder jeg ved et bål. Der er sgu hyggeligt, og jeg er virkelig tæt på at lave en DNF. Jeg kan lige så stille se mål om 50 Miles, som egentlig var målet inden løbet, sejle lige så stille forbi.
Og mål om at slå min #PR virker ganske enkelt efterhånden håbløst.
Men som Østkyst Hustlers ville synge; “Så længe jeg er håbløs, er der håb endnu”.
Det var dog ikke tanker om de gamle hustlers, men mere den fantastiske støtte fra fys’erne, alle hjælpere ved løbet og en masse glade løbere, der fik mig ud på banen igen.
For at være ærlig, kan jeg her efter løbet ikke huske, hvordan jeg fik mig båret afsted med det – men i gang igen kom jeg efter nogle rigtig trælse minutter rent mentalt.
Omkring 60 km inde, sker der så det, at jeg oplever et ægte “runners high”. Jeg har oplevet opblomstringer før i mine få ultraløb – men denne var voldsom, ja nærmest en anelse skræmmende.
For over 2 runder var jeg tæt på at være banens hurtigste.
Jeg nærmest spurtede rundt.
Jeg forbander det langt væk, at jeg efter 2 km lige ville tage en tår vand. For lige så hurtigt denne “runners high” var kommet, ja lige så hurtigt forduftede den, da jeg stod stille i vel 30 sekunder.
Men sikke en oplevelse. Jeg var helt høj på adrenalinen og sveden piblede af mig. En ny sult havde meldt sig på banen.
Var det muligt med 50 Miles alligevel?
Og hvad med #PR – kunne jeg strække den og måske nå det alligevel? Der var trods alt stadig næsten 13 timer tilbage og var “kun” 47 km fra at slå den.
Jagten blev sat ind.
Okay runder, og forfærdelige runder
Fra omkring 65-80 km går det op og ned. Psykisk er jeg er nogenlunde sted, da de 50 Miles virker overskuelige efterhånden – men fysisk slider jeg i det.
Alle på banen kender vist efterhånden den stivbenede jyde.
Som jeg fik nævnt for et par stykker: Jeg var den nye Johnson:
“Halter på mit højreben”.
Der kommer flere pauser, hvor jeg holder 10 minutter i stolen. Men natten er god ved os. Månen lyser det meste af tiden fra en skyfri himmel, og jeg nyder at kigge på stjernehimlen, mens jeg efter de 60 km også har givet mig selv lov at høre musik.
Rage Against The Machine er øverst på playlisten og den hårde rock får mig videre. Jeg kan her efter løbet se runder med pace 8:30 og andre med pauser omkring pace 25 – så det er ikke helt skidt faktisk på dette tidspunkt af løbet.
Fra 81-107 på en form for vilje
Da jeg når de 81 km, ved jeg 50 Miles er klaret. Men sulten er der endnu, så et eller andet får mig videre – selvom jeg tidligere har ringet til min kæreste, for at sikre at hun havde lyd på telefonen, så hun kunne hente mig om natten.
Men med de 81 km hjemme efter knap 16 timer, er der jo altså hele 8 timer til at nappe 26 km mere og dermed slå min #PR fra Sæby.
Det virker jo overskueligt, men det er ikke ligetil. For jeg ligger og halter max 5 kilometer hjem i timen på dette tidspunkt. Manglen på søvn spiller ind sammen med højrebenet, der ærlig talt ikke er særlig tilfreds med mig.
Og nu har jeg jo allerede været ude på en rejse.
Helt ind i sindet.
Der kom en lort flyvende og klaskede ind i knæ.
Jeg mærkede kontaktfladen mellem lort og knæ.
Blev tapet sammen, var en my fra at udgå og måtte så langt ind i sindet, at selv Rasmus Botoft ville have skidt grønne pingviner derinde.
Ved ærlig talt ikke, om det var Fridas tegning; men et eller andet holdt mig fast i det. Og på dette tidspunkt var opbakningen fra alle i Skanderborg simpelthen helt uovertruffen. Jeg er helt rørt, nu jeg sidder og skriver min beretning.
Så fortsætte skulle jeg skisme!
En tåre, kæmpe kram fra familien og verdens sejeste ultra-løber
Efter 21 timer og 40 minutter fældede jeg en stille tåre på vejen mod målstregen. For de 107 kilometer var i hus, og trods jeg gik langsomt de sidste meter, var jeg stolt som bare fanden.
Stolt over at have kæmpet mig tilbage efter de gevaldige kriser undervejs og stolt af at have fået så mange positive tilkendegivelser fra alle i løbet inkl. staff.
Stolt over at slå min PR – og ja, måske jeg kunne mere de sidste timer – men en PR skal slås med mindst mulig margin. For så er det lettere at slå den igen.
Og i guder hvor var det en drøm at få lov at ringe med PR-klokken.
Familien nåede lige netop ikke at opleve det, men jeg fik kæmpe kram af dem alle 3, da de kom et par minutter efter målstregen.
Og så var det også bare fedt at have fået hep med på vejen af – i min optik – verdens sejeste ultraløber – multidagslandsholdstræner Jesper Kenn Olsen. Eneste i verden, der har løbet 2 gange rundt om jorden!
TAK.
Tak Skanderborg Ultra-crew.
Tak alle løbere.
Tak JeanettEmil.
Tak alle tilskuere – især jer der hver eneste gang gennem hele natten gav et klap med på vejen.
Kæft det var fedt.
Jeg gør det ALDRIG IGEN! Altså ikke før næste år 😆
Skriv et svar